Tlf. 88 444 222

Foderrådgivning

Hvorfor fokusere på fodring?

En af de faktorer, der har størst betydning for en god sundhed hos dit kæledyr, er en optimal fodring. En korrekt ernæring vil give dit kæledyr et velfungerende immunforsvar og dermed tilsikre en god sundhed. Når dit kæledyr er fodret korrekt, vil det derfor være godt rustet mod diverse sygdomme, og som følge heraf have en bedre livskvalitet.

Individuelle behov

Man skal være opmærksom på, at kravet til fodringen ændres gennem hele dyrets liv. Det voksende individ (hvalpe og killinger) har et anderledes ernæringsmæssigt behov end det voksne individ p.g.a. vækst og et højere aktivitetsniveau. Tilsvarende vil de ældre hunde/katte have et anderledes behov end de yngre, da deres aktivitetsniveau ofte er mindre. Endvidere skal man hos de ældre dyr være opmærksom på, at der kan være tilstande i f.eks. nyre og lever, som stiller ændrede krav til fodringen, så disse organer belastes mindst muligt. Man skal huske, at de enkelte dyr kan have vidt forskellige krav til fodringen.  F.eks. behøves det ene dyr ikke at trives på et foder, som et andet dyr trives rigtig godt på. Så fodringen af dit kæledyr kan være ret individuelt.

Foderkvalitet

Der findes i dag mange forskellige slags kommercielt fremstillede fodertyper, som kan dække dit dyrs basalbehov. Det kan dog være svært at vurdere foderets kvalitet alene ud fra indholdsdeklarationen. Fordøjeligheden af foderet er eksempelvis et vigtigt kvalitetsparameter, men fremgår ikke af indholdsdeklarationen. Fordøjeligheden siger noget om, hvor godt dyret udnytter energien i foderet. Ved en høj fordøjelighed optages en stor del af foderet og udnyttes dermed godt. Ved en lav fordøjelighed udnyttes foderet i ringere grad, hvilket bevirker, at der skal tilføres større mængder foder for at opfylde dyrets energibehov. Dette vil samtidig give større mængder afføring, da en del af foderet passerer igennem tarmsystemet uden at blive optaget. For at sikre en høj fordøjelighed af foderet, er det nødvendigt at bruge råvarer af god kvalitet, hvilket kan øge prisen på foderet. Der vil derfor være en sammenhæng mellem pris og kvalitet. 

Diæter

Man skal ligeledes være opmærksom på, at der findes en række specialdiæter og sygdomsdiæter, som mange gange vil kunne forebygge, virke helbredende eller forbedrende på en lang række sygdomme hos dit kæledyr.  Mange tilstande vil kunne behandles helt eller delvist med fodring rettet mod den pågældende sygdom.  Dette være sig f.eks. tandsten, nogle former for allergi/kløe, nogle typer sukkersyge, urinvejssten, nyre/leverlidelser, hjertelidelser, fordøjelsesforstyrrelser og ikke mindst fedme.

Rådgivning

Har du spørgsmål til fodringen af dit kæledyr, er du altid velkommende til at ringe til os eller besøge os på klinikken. Her vil vores veterinærsygeplejerske eller dyrlæge kunne vejlede dig om den rigtige fodring af dit kæledyr.    

Hos Varde Dyrehospital får du professionel rådgivning om at vælge det rigtige foder til din hund eller kat
Hos Varde Dyrehospital får du professionel rådgivning om at vælge det rigtige foder til din hund eller kat