Øjenpatienter

På hospitalet ser vi daglig dyr med øjenlidelser af forskellige årsager.
Det er vigtigt at være opmærksom på symptomer fra øjnene og straks søge hjælp, hvis der er tegn på et alvorligt øjenproblem. Hvis man venter for længe eller prøver at behandle selv uden kendskab til lidelsens årsag, risikerer man , at øjet tager varig skade eller i værste fald bliver blindt.
Ved akutte øjenlidelser viser smerter sig ofte som første symptom. Hunden eller katten kniber øjet sammen eller viser tegn på lysskyhed med blinken og sammenknibning af øjet , når det udsættes for lys. Stærk rødmen og hævelse af øjets slimhinde ses ofte ved akutte øjenproblemer, enten ved betændelsestilstande eller alvorligere skader på øjet. Det ledsages gerne med vandigt eller gulligt øjenflåd. – På hospitalet er skader på hornhinden hyppige og kræver intensiv behandling. De opstår gerne som følge af mødet med en gren eller torn , men kan også skyldes en katteklo.
Generelt skal symptomer på en øjenlidelse tages alvorligt og søg derfor altid hurtig hjælp. – Mere specifikke øjensygdomme er beskrevet på hjemmesiden for netdyredoktor. http://www.netdyredoktor.dk/