Tlf. 88 444 222

Diskusprolaps

Visse hunderacer, eksempelvis gravhund, er disponerede for at få diskusprolaps, men alle kan i princippet få det. Diskususprolaps er en smertefuld ryglidelse, hvor der forekommer et tryk på rygmarven.

Almindelig klinisk og neurologisk undersøgelse samt røntgen- og kontrastundersøgelse hører med i diagnosticeringen af lidelsen. I de mildere tilfælde kan sygdommen behandles med medicin og ro, mens det ved sværere tilfælde er en operationskrævende tilstand. Ofte kræver en beslutning om operation hurtig handling, da der ellers kan ske varig skade af rygmarven.

På Varde Dyrehospital kan vi tilbyde operation for diskusprolaps. 

Netdyredoktor
Rygsmerter eller diskusprolaps?

Hundens opførsel og en almindelig undersøgelse af hunden og dens reflekser vil give en begrundet mistanke om rygsmerter. Næste punkt i undersøgelsen er at finde ud af, hvilken del af ryggen smerterne kommer fra. For at gøre det kan dyrlægen bruge ultralyd, røntgen eller eventuelt en røntgenkontrastundersøgelse. Blodprøver vil i nogle tilfælde kunne afsløre muskelskader, der skyldes overanstrengelse, eller tegn på bakterieinfektioner i ryggen.

Røntgenundersøgelser kan afsløre visse forandringer i og mellem ryghvirvlerne, f.eks. gigtforandringer, ustabilitet mellem ryghvivlerne og diskusprolaps.

Diskusprolaps kræver en speciel undersøgelse (myelografi), hvor et kontrastmiddel sprøjtes ind i rygmarvskanalen. Kontrastmidlet lægger sig omkring rygmarven, og ved efterfølgende at tage røntgenbilleder af hele rygsøjlen vil det afsløres på et røntgenbillede, om rygmarven er udsat for tryk fra f.eks. ryghvirvlerne eller båndskiverne mellem ryghvirvlerne. Hvis der er tryk fra båndskiverne, er der tale om diskusprolaps.